Unges beskæftigelse i fokus
De unge og arbejdsmarkedet var i fokus på en konference i Aalborg i dag. Beskæftigelsesrådet for Nordjylland havde inviteret jobcentre, uddannelsesinstitutioner og politikere - blandt dem den nye beskæftigelsesminister - til debat.
Og oppositionen vil have gjort mere mod den stigende ungdomsarbejdsløshed og manglen på praktikpladser.
- Blandt andet bliver vi nødt til at indføre skolepraktikken igen. For det er en katastrofe for de unge, der ikke får lov til at gøre deres uddannelse færdig, siger Mai-Britt Iversen (Soc.dem.), Socialrådmand i Aalborg Kommune.
Den nye minister ville dog ikke i dag love at genindføre skolepraktikken.
- Jeg vil ikke forholde mig til nogen konkrete ting nu. Men bare sige, at det har regeringens allerstørste fokus. For jeg ved, hvor vigtigt det er, at de unge kommer ind på arbejdsmarkedet og får fodfæste derinde, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (Venstre).
Og rettelig hører praktikpladserne også til hos undervisningsministeren.
- Og Bertel Haarder har allerede inviteret arbejdsmarkedets parter - altså arbejdsgiverne og LO, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (Venstre).
Det offentlige har dog også en del af skylden - stat, regioner og kommuner ansætter nemlig kun en meget lille del af det samlede antal lærlinge.
- Men med mindre, der kommer penge fra Christiansborg har hverken vi eller jobcentrene penge til det. For vi bruger i forvejen millioner mere, end vi får fra staten, siger Mai-Britt Iversen.
Foreløbig bruger den nyudnævnte minister dog tiden til at tale med folk på beskæftigelsesområdet.
- Jeg har kun været minister i knap 14 dage, så jeg har besluttet, at jeg vil ud og have noget inspiration og høre, hvad de forskellige folk på området har at sige til mig, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (Venstre).