Unges selvværd i Vendsyssel skal styrkes med nyt samarbejde

Efterskolerne i Vendsyssel går de næste 2 år sammen om at styrke unges selvværd og lyst til uddannelse og arbejde.

Der er millioner af kroner og livskvalitet i at styrke unges selvværd i Vendsyssel. En ung, der får en uddannelse udover folkeskolen skaber 4 millioner kroner i værdi til samfundet hen over et liv og er 9 år længere på arbejdsmarkedet.

I slutningen af maj mødtes efterskolefolk fra Vendsyssel, erhvervsfolk, forskere og andre i Spar Nord i Aalborg derfor til et møde om at styrke unges selvværd, vedholdenhed og andre menneskelige egenskaber for at få flere unge i uddannelse og arbejde i Vendsyssel.

- Mødet var afslutningen på et halvt år, hvor forstandere og bestyrelsesformænd fra efterskolerne i Vendsyssel har arbejdet på, hvordan vi kan være med til gøre noget godt for Vendsyssel i fremtiden, siger efterskoleforstander Jens Sørensen Han Herreders Efterskole.

Resultatet af arbejdet er, at efterskolerne mener, at de har en særlig viden og nogle erfaringer, når det handler om at udvikle unges selvværd, råstyrke og andre sociale kompetencer, som kan styrke unges vej til uddannelse og arbejde.

- Vi lever i en tid med meget fokus på faglighed, men alle ved at selvværd, samarbejdsevner og råstyrke er mindst lige så vigtige, siger forstander Mogens Leth Gregersen fra Try Efterskole og Asbjørn Ramlov fra Dronninglund Efterskole.

- Et af de helt konkrete tiltag er et 2-årigt uddannelse- og udviklingsprojekt, hvor lærere og ledere på tværs af skolerne kortlægger deres gode erfaringer med at arbejde med unge og udvikler metoder, der kan prøves af, siger efterskoleforstander Steen Jensen fra Stidsholt Idrætsefterskole.

Aalborg Universitet vil følge nogle af initiativerne og dokumentere virkningen. Statens Kompetencecenter har givet økonomisk støtte til udviklingsprojektet.


Seneste nyt

fra Nordjylland