Universitet skal spare
Foto: Nick Clark (arkiv)
Nordjyske studerende er chokerede over uddannelsesbesparelser i regeringens finanslovforslag. Der skal spares 600 millioner kroner på landets universiteter.
De studerende på Aalborg Universitet føler sig godt og grundigt snydt. Trods løfter fra regeringen om, at der skal investeres i
uddannelse og forskning, er det endt med et sparekrav på 600
millioner kroner.
- Det er skuffende, og vi er chokeret. Vi troede helt bestemt, at den nye regering ville droppe de besparelser, som den borgerlige regering pålagde universitetet, men det er tilsyneladende ikke tilfældet, siger Lasse P. N. Olsen, politisk ordfører for Studentersamfundet ved Aalborg Universitet.
Han er skuffet over, at regeringen alligevel ikke står ved det kvalitetsløft på uddannelsesområdet, som der blev lovet i valgkampen.
Forhandlinger om næste års finanslov er i fuld gang på Christiansborg, hvor regeringen forhandler med Enhedslisten og oppositionen.