Urin på Burger King

 Urin på Burger King

Flere tidligere medarbejdere på Burger King i Aalborg står nu frem og fortæller om uhygiejniske forhold på burgerrestauranten. Der dryppede blandt andet tis direkte ned i køkkenet fra toiletterne på 1. sal.

I april i år var der alt andet end appetitligt i køkkenet i burgerrestauranten midt i Aalborg.

- Det dryppede og spanden stod lige foran det bord, hvor vi skulle skære baguettes, siger den tidligere ansatte hos Burger King i Aalborg, Anne Jørgensen.

Restaurantchefen var taget på ferie få dage efter lækagen. Den daværende souschef havde derfor ansvaret for restauranten i mellemtiden - og dermed også for, at tingene var i orden:

- Restuarantchefen havde fortalt en manager, at der var styr på tingene. Men det viste sig, at han først bad mig ringe efter en smed, da han kom hjem fra ferie en uge efter, siger den tidligere souschef, Christian Svane Christiansen.

Men restaurantchefen havde ikke fået lappet hullet, og i mindst to dage dryppede urinen direkte ned i køkkenet.

- Hele restauranten må have spor af urin. For vi var nede og hente kasser og sætte dem i køleskabet, siger Anne Jørgensen.

Og den tidligere souschef supplerer.

- Jeg vil vove den påstand, at hvis man tager prøver af gulvet, hvor der er små huller i, så kan man finde urin, siger Christian Svane Christiansen.

TV2/Nord har forsøgt at få en kommentar fra restaurantchefen i Aalborg, men det er kun driftschefen i København, der må udtale sig i sagen.

Driftschefen hos Burger King Danmark, Tina Jensen, er ikke bekendt med, at der har stået en spand til at opsamle den dryppende urin. Men på mandag vil hun besigtige restauranten i Aalborg med egne øjne.


Seneste nyt

fra Nordjylland