Uro hos S i Aalborg
Socialdemokrat og byrådsmedlem i Aalborg - Poul Erik Lyngdorf - har meldt sig ud af partiet seks måneder inden kommunalvalget. Nu stiller han i stedet op på sin egen liste
Socialdemokraten Poul Erik Lyngdorf har meldt sig ud af partiet seks måneder inden kommunalvalget. Nu starter han i stedet sin egen liste: Den Sociale Fællesliste
Socialdemokraterne oplever medlemsflugt landet over. Alene i år har partiet sagt farvel til over 1000 medlemmer. I Nordjylland er det i Aalborg Byråd, der nu er uro. Poul Erik Lyngdorf troppede i formiddags op på borgmester Henning G. Jensens kontor for at melde sig ud:
- Det parti, som jeg har meldt mig ind i i tidernes morgen, fører ikke længere den politik, som jeg godt kunne tænke mig. Jeg vil rykke politikken tilbage til det ståsted, som jeg synes om. Uligheden er ikke blevet bedre efter, at Socialdemokraterne kom til magten. Det er noget skrammel, siger han til TV2/Nord
Poul Erik Lyngdorf fik ved kommunalvalget i 2009 1.196 personlige stemmer.
Det bekymrer dog ikke partiets spidskandidat til kommunalvalget til november, Thomas Kastrup-Larsen.
- Det er ærgerligt, at Poul Erik melder sig ud og vil starte sin egen liste, men jeg er glad for, han har meldt ud, at han vil pege på mig som borgmester.