USA: OW Bunker-afdelinger søger om konkursbeskyttelse

Tre amerikanske afdelinger i OW Bunker søger om konkursbeskyttelse. Gælden her er op til 600 millioner kroner.

Tre amerikanske afdelinger i det krakkede O.W. Bunker har begæret konkursbeskyttelse under den såkaldte Chapter 11.

Det er de tre amerikanske afdelinger O.W. Bunker Holding North America, O.W. Bunker North America og O.W. Bunker USA. Det skriver Wall Street Journal.

Chapter 11 er et afsnit i USA's konkurslovgivning, som omhandler den ret, et selskab eller en person har til at søge om en reorganisering af en skyldners eller virksomheds anliggender og aktiver.

Det er det samme, der sker i Danmark, når et selskab går i betalingsstandsning. Så fastfryses aktiver og gæld i en periode, mens man arbejder på at finde frem til, om et selskab kan leve videre. Og eventuelle kreditorer kan ikke kommer ind og pille ved noget.

I USA står kreditorer som blandt andet NuStar Energy, Tesoro Marine Services og Phillips 66 på spring for at få deres tilgodehavender ud, skriver avisen.

Ifølge Ritzau Finans har de tre amerikanske underselskaber tilsammen bogførte aktiver til en værdi af mellem 10 millioner dollar og 50 millioner dollar.

Gælden er højere og ligger mellem 50 millioner dollar og 100 millioner dollar svarende til 597 millioner kroner.

Den største kreditor med 20,6 millioner dollar svarende til 123 millioner kroner til gode er Texas-baserede NuStar Energy, efterfulgt at Phillips 66 og Tesoro, der skyldes henholdsvis 12,9 mio. dollar og 2,3 mio. dollar.

O.W. Bunker med hovedsæde i Nørresundby havde inden krakket en global markedsandel på syv procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland