Usædvanlig kold marts
Kalenderen siger den 17. marts. Det skulle egentlig være forår - men søndag morgen vågnede nordjyderne endnu engang op til sne. En usædvanlig kold marts måned, lyder det fra meteorologerne.
Kalenderen siger den 17. marts. Det skulle egentlig være forår, men her til morgen vågnede nordjyderne endnu engang op til sne. En usædvanlig kold marts måned, lyder det fra meteorologerne.
Sidste år var gennemsnitstemperaturen i marts måned 5,7 graders varme. I år ser det ud til at blive noget helt andet. Søndag morgen vågnede nordjyderne endnu engang op til sne, og det kolde vejr kommer til at fortsætte.
Niels Erik Larsen, der ejer Fristrup Maskinstation, blev søndag formiddag kaldt ud til snerydning af Jammerbugt Kommune. Sneploven burde være gået på forårsferie, men det ser ud til, at dét kommer til at vare lidt endnu:
- Det er mindst ti år siden, at vi har ryddet sne så sent i marts måned. Vi burde sådan set have forårsvejr nu, siger han.
Det er usædvanligt, at vinteren varer så længe, som den ser ud til at gøre i år. Gennemsnitstemperaturen i marts er på nuværende tidspunkt 0,1 grad. Kolde vejrudsigter for resten af måneden betyder, at det sagtens kan ende med en negativ gennemsnitstemperatur for marts. Ifølge DMI skete det sidste gang i 2006.
DMI har målt temperaturen i marts i 139 år. 23 af dem endte med et gennemsnit under frysepunktet. Det betyder, at en frostmarts forekommer i 17% af tilfældene eller omtrent hvert 6. år.
- Det er usædvanligt det her. Ikke, at vi har vinterligt islæt i marts måned, men for i marts at se noget lignende de snestorme, som vi skal have i den kommende uge, skal vi omkring 12 år tilbage, siger Jens Ringgård Christiansen fra TV2 Vejret.