Valgkampen skudt igang i Hjørring

Lokallisten har valgt Sven Bertelsen fra Vrå til ny spidskandidat istedet for Knud Størup, der stopper. Den nye mand i front er klar til at skifte politik og side i byrådssalen, for at sikre listen indflydelse i fremtiden.

Lokallisten står med fem byrådsmedlemmer med de afgørende stemmer bag borgmester Arne Boelt (Soc.dem.), men helt så enkel er situationen næppe efter det kommende kommunalvalg til november. Ved sidste valg i 2009 sikrede Lokallistens daværende spidskandidat, tidligere Hirtshalsborgmester Knud Størup, næsten 3000 personlige stemmer, som gav valg til tre af listens fem kandidater.

Knud Størup stiller IKKE op ved valget i 2013 og derfor stiger spændingen nu om, hvem der kan overtage de ledige stemmer. Lokallisten tror selv på, at de kan tage de fleste, ved politisk at vende tilbage til rødderne. Sven Bertelsen, spidskandidat Lokallisten siger.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal finde vores vælgere i de mindre lokalsamfund, og have mere fokus på livet i landdistrikterne.

For at blive borgmester i Hjørring skal man kunne tælle til 16. Byrådet består i dag af to blokke med 12 røde og 14 blå medlemmer. I midten står Lokallisten med 5, der altså idag støtter op om den røde blok, der dermed har flertal på 17 mandater. Men hvis Knud Størups personlige stemmer i fremtiden istedet går til den borgerlige blok, er de nok til at rykke magtbalancen.

Jens Broen, der i fem perioder har repræsenteret de konservative i Hjørrings kommunalbestyrelse - og har været arkitekt til adskillige konstitueringer i kommunen er mere end spændt på det næste valg.

- Knud Størup har selvfølgelig fået stemmer fra både rød og blå blok, men jeg er ikkei tvivl om, at han har taget mange borgerlige stemmer især i hans hjemstavn i Hirtshals. De stemmer er ledige på markedet, så jeg forventer at det bliver rigtig tæt på valgaftenen.

Hjørrings borgmester Arne Boelt (Soc.dem.) erkender at Størups ledige stemmer kan blive udslagsgivende, og han har ikke tænkt sig at forære dem væk.

- Jeg kan godt fornemme, at mine kolleger og konkurrenter bejler kraftigt til de afgørende stemmer, og jeg har da heller kke tænkt mig at slippe dem uden kamp.

Sven Bertelsen og Lokallisten bedyrer, at de endnu ikke har valgt side til næste valg, men vil forsøge at sælge deres støtte, til dem der vil gavne de mindre landsbysamfund mest.

- I første omgang vil vi tage ud og møde vælgere i lokalsamfundene og høre hvad de har på hjerte, og så håber vi, at det giver resultat på valgnatten d. 19. november


Seneste nyt

fra Nordjylland