Varetægtsfængslet for drab på 46-årig thybo

En 28-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger for at have dræbt den 46-årige Jesper Svensson.

En førtidspensionist i Hurup i Thy fik en overdosis narkotika, og politiet mener, at der er tale om et drab.

En 28-årig mand er sigtet for at have dræbt førtidspensionisten i oktober sidste år, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev anholdt torsdag og fremstillet i et grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling.

Det er endt med, at han er blevet fængslet i fire uger. Men han slipper for et ophold i arresten. Foreløbig skal han være på en psykiatrisk afdeling, oplyser vicepolitikommissær Andreas Søgaard fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden nægter sig skyldig, oplyser politiet.

Den afdøde er den 46-årige Jesper Svensson. Han blev fundet død på sin bopæl 15. oktober.

Den anholdte har fortalt politiet, at han var til stede - men nægter altså at være årsag til den 46-åriges død.

Begge mænd er fra misbrugsmiljøet på egnen, lyder det.

- Der blev foretaget en obduktion i forbindelse med dødsfaldet, siger vicepolitikommissær Andreas Søgaard.

Desuden har der været nogle retskemiske undersøgelser, men han ønsker ikke at gå i detaljer med efterforskningen.

/Ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland