Varsel om skybrud: Flere områder i Nordjylland kan blive ramt
Foto: Lisa Elgaard Vesterholt / Seerfoto
Billedet her er fra et skybrud i Skørping 13. juni 2018.
Torsdag er der flere steder i det nordjyske risiko for skybrud, oplyser DMI.
DMI melder om risiko for tordenbyer og lokaleskybrud i Nordjylland, og derfor skal man altså være forberedt på store mængder nedbør fra oven.
I det nordjyske gældet varslet for Vendsyssel, Himmerland, Storaalborg og Jammerbugt.
DMI risiko for lokale skybrud og torden : https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/JYZKSkJCLF
— DMI (@dmidk) 13. juni 2019
De største mængder regn ventes at komme i tidsrummet fra klokken 15 til klokken 20, og der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time.
DMI skriver følgende opfordring i forbindelse med varslet:
"Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre. Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer. Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som f.eks. fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig."