Vejskilte groet til i græs
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Gæt hvor skiltet her viser vej hen!
Vejskilte gemt i græs så højt, at ingen kan se hvor de peger hen, er hverdag i Rebild Kommune.
- Skiltene står fuldstændig groet til i græs. Man kan slet ikke se hvad der står. Er vi blevet så fattige, at vi ikke har råd til at slå græsset, spørger Jørn Harpøth Johannesen fra Sørup mens han peger mod et vejvisningsskilt mod Vegger.
Skiltet viser, at der er syv kilomter til den lille by, men det er der ikke nogen, der kan se, for omkring skiltet står højt græs og spærer for skiltet.
- Hvis du kommer her som turist eller hvis du ikke er stedkendt, har du ikke en jordisk chance for at finde rundt. Så skal du enten have en GPS eller være kendt, for at finde rundt.
Også flere bilister irriteres over at de ikke kan se, hvad der står på skiltet.
Kan du se hvad der står på skiltet?
- Nej, det kan jeg sgu ikke, for der er jo ikke klippet græs, siger Lars Bjørn Jensen som TV2 Nord møder ved skiltet.
Hvad synes du om det?
- Det er da irriterende.
Det er ikke kun ved skiltet syv kilomter fra Vegger at den er gal med græs, der dækker for skiltenes budskaber. Rundt om i Rebild Kommune er der flere eksempler. Erling Jensen er buschauffør og oplever ofte at han ikke kan se vejvisningen for græs.
- Nu er jeg heldig, at jeg ved, hvor jeg skal hen, men der kommer jo også folk, der ikke kender området siger han.
Jørn Harpøth Johannesen mener at den manglende græsslåning er med til at nedprioritere området.
- Det medvirker at folk lader stå til. Hvis kommunen lader stå til, lader folk også stå til. Er det sådan vi vil have det til at se ud på landet?
I vores udsendelse klokken 19.30 på Salto spørger vi Rebild Kommune hvorfor man lader græsset vokse sig så højt, at skiltene ikke er til gavn i trafikken.