Velforberedte Steaua: AaB må ikke overraske os

Steaua Bukarest-lejren er klar over, at 6-0-sejren i den første kamp ikke gav det reelle billede af AaB.

Hele 6-0 vandt Steaua Bukarest, sidst det rumænske storhold mødte AaB for to måneder siden i den rumænske hovedstad. Men træner Constantin Galca har alligevel forberedt sig omhyggeligt til revanchekampen torsdag aften.

Dels er en sejr vigtig for rumænerne, der med tre point i Aalborg er videre i Europa League, dels var kampbilledet i den første kamp helt anderledes, end de klare cifre antyder.

- Jeg har set flere af AaB's kampe siden, og det bekræftede mig i, at det er et stærkt hold med en god offensiv og en evne til at omstille sig hurtigt fra forsvar til angreb.

- Det betyder, at vi skal være meget hurtige til at samle os, når vi mister bolden, så vi ikke bliver fanget i danske kontrastød, lyder analysen fra Galca.

I den første kamp i september var AaB klart bedst i første halvleg, hvor det virkede som om, at rumænerne var dårligt forberedte på danskernes spillestil. Det skal ikke gentage sig torsdag aften, hvis det står til Steauas træner.

- I modsætning til dengang vil jeg foretrække, at vi styrer tingene fra kampens start, siger Constantin Galca.

6-0-kampen står også klart i erindringen hos Steauas farlige angriber Claudiu Keseru - og ikke kun fordi han scorede hattrick ved den lejlighed.

- Efter første halvleg kunne det have stået 2-0 eller 3-1 til AaB. Vi kom bedre ud efter pausen, hvor vi ikke længere var overraskede over dem. Det skal være anderledes. Denne gang skal vi være klar fra start, siger Keseru.

Før kampen har Steaua på gruppens andenplads syv point, mens AaB er nummer tre med seks.

Det betyder, at rumænerne kan sætte nordjyderne af med en sejr torsdag aften.

- Hvis man har set AaB's hjemmekampe mod Rio Ave og Dynamo Kiev, ved man, at modstanderne havde gode målchancer, før AaB scorede det første mål, siger Constantin Galca.

- Sådan bliver det forhåbentlig igen, og så skal vi sørge for at være effektive, når vi får muligheden.

Kampen mellem AaB og Steaua Bukarest starter klokken 19.


Seneste nyt

fra Nordjylland