Foto: Lone Vad Dam (arkiv)

Vendsyssel får rutineret svensker

1. divisionsklubben Vendsyssel FF har fredag offentliggjort en rutineret offensiv forstærkning.

Ken Fagerberg kommer nord på. Den svenske angriber skifter Viborg ud med Hjørring og tørner i den kommende sæson ud for Vendsyssel FF.

Fagerberg har solid Superliga-erfaring og har spillet i både AC Horsens og FC Midtjylland og altså senest Viborg FF.

Den rutinerede angriber kommer til at spille under Ove Christensen. Og det har han gjort før.

- Ken Fagerberg har altid præsteret optimalt med Ove Christensen på sidelinjen, så vi tror naturligvis på, at den konstellation vil være en væsentlig forstærkning af vores offensiv i en sæson i NordicBet Ligaen, der aldrig har været sværere og mere krævende, påpeger sportschef Jacob Krüger.

Ken Fagerberg har første arbejdsdag i Vendsyssel FF på mandag.