Vendsyssel fortørnede over Viborgs ageren

Storklubben har brugt ufine handelmetoder.

Direktøren for Vendsyssel Håndbold, Jan Hansen, er rystet over, at Viborg HK har tilbudt håndboldtræneren Christian Dalmose en kontrakt, når han i forvejen havde en aftale med Vendsyssel Håndbold.

- Jeg har altid betragtet Viborg HK som et flagskib i dansk kvindehåndbold, og derfor ryster det mig, at klubben pludselig optræder så amoralsk, som tilfældet har været i denne sag, som startede for over en uge siden, siger Jan Hansen i en pressemeddelelse.

Den 20. marts skrev Christian Dalmose under på en treårig aftale med Vendsyssel Håndbold. Siden blev Dalmose hentet til Viborg som afløser for fyrede Oskar Bjarni Oskarsson, men det var stadig planen, at han skulle til Vendsyssel efter sæsonen.

- Jeg forstår godt, at de gerne vil have Dalmose som træner, men han havde altså en kontrakt med os. Alligevel gav de ham et kontrakttilbud uden først at tage kontakt til os, ligesom de afviste at yde os økonomisk kompensation. Det skuffer mig. Jeg troede, de havde nogle helt andre værdier i den klub, siger Jan Hansen.

Vendsyssel Håndbold slår fast, den nye trænersituation ikke ændrer klubbens sportslige målsætning om senest 2017 at nå en top-6-placering i Håndboldligaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland