Vendsyssel Håndbold tager sejr i Odense

Lørdagens kamp i kvindernes 1. division blev en svingende affære for nordjyderne, der dog kan køre hjem fra Fyn med en sejr i tasken.

Vendsyssel Håndbold holder fast i førstepladsen i kvindernes 1. division efter de i dag slog Odense på udebane 30-23.

- Kampen er lidt en rodet affære. Vi kommer godt fra start, og vores angreb fungerer ok, og vi fører 13-8, inden vi bliver lidt febrilske, og de scorer fire i træk, så det ved halvlegen står 13-12, forklarer cheftræner Jan Ottosen.

I anden halvleg bølger stillingen igen frem og tilbage, inden Vendsyssel Håndbold trækker fra til sidst med en slutspurt, som fynboerne slet ikke kan bremse.

- Jeg er generelt positivt tilfreds med holdet. Vi får begge vores målvogtere i spil, og Rikke Skov Myrup står godt sidst i kampen. I angrebet spiller både Kristina Bille og Cecilia Skovgaard stærkt, og de bliver da også vores top-scorere, uddyber cheftræneren.

Kristina Bille scorede otte mål, efterfulgt af Cecilie Skovgaard som nettede syv gange.

Vendsyssel Håndbold tager næste søndag mod Rødovre HK på hjemmebanen i Arena Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland