Vendsysselske pebernødder går som varmt brød - men det er kun nordjyderne, der vil have dem

Der er blevet bagt tonsvis af pebernødder til nordjyderne - og vi køber dem, selvom de er steget i pris.

Julen står for døren, og det betyder travlhed hos Jensen Brød i Aalborg.

For der er fuld gang i pebernødde-bageriet. Jensen Brød starter produktionen i september og slutter i midten af december. 

To ovne er i gang i otte timer om dagen. Og bageriet producerer mellem 50 til 60 tons pebernødder.

Vidste du...?

Vendsysselske pebernødder har en lang tradition bag sig. Man bagte dem på landet og især karlene på gårdene var glade for dem i vinterkulden.

Under Anden Verdenskrig bagte man vendsysselske pebernødder på Arbejderbevægelsens Bageri i Hjørring, og der er fortællinger om, at der er bagt efter opskriften helt tilbage i 1897.

I 2016 blev Vendsysselske pebernødder kåret til verdens bedste pebernødder af Dansk Julemands Laug.

Hvis man ligger alle pebernødderne på række, er der nok til at nå til Kruså fra Hjørring og hjem igen. 

- Vi kører med to ovne ad gangen, ellers kan vi simpelthen ikke følge med. Og de er lavet i en gammeldags ovn og ikke i en båndovn, som mange andre steder, lyder det fra bagersvend Sonny Bach Jensen. 

En hård nød at knække 

Stigende energi- og råvarepriser har fået prisen på de Vendsysselske Pebernødder til at stige med syv procent. 

- En vendsysselsk pebernød skal være hård og sprød. Og det kan den blive, fordi vi bager ud fra en gammel opskrift, som kan spores tilbage til 1942, da de blev bagt på fabrikken i Hjørring, fortæller Ole Vittrup, der er kommerciel chef ved Jensen Brød. 

091222 091222 Pebernødder mind 4871

På trods af prisstigningen er nordjyderne trofaste kunder. Salget er nemlig næsten på samme niveau som sidste år. 

- Der er et lille fald, men det tror da pokker med stigende priser på råvarer og energi og højere priser ude i butikkerne, siger Ole Vittrup, der er godt tilfreds med resultatet. 

Hvordan kan det være, pebernødderne ikke også går som varmt brød i Midtjylland og på Sjælland? 

- Det er selvfølgelig fordi, vi ikke rigtig er kommet over på Sjælland og Fyn med pebernødderne. Så det er også et spørgsmål om, om detailhandlen vil prøve noget nyt - som jo faktisk er noget gammelt, lyder det. 


Seneste nyt

fra Nordjylland