Venstre: - Gem kvitteringerne for håndværkerens arbejde

Venstre vil forsøge at genindføre boligjobordningen, som blev afskaffet ved årsskiftet, hvis partiet genvinder magten ved det kommende folketingsvalg.

Du skal gemme kvitteringerne, hvis du får udført håndværkerarbejde i de kommende måneder. Sådan lyder opfordringen fra det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Partiet går nemlig efter at genindføre boligjobordningen, som blev afskaffet ved årsskiftet, hvis Venstre kommer til magten ved det kommende folketingsvalg.

- Hvis Venstre kommer til magten, vil vi arbejde for at skabe et flertal for boligjobordningen. Det vil i den forbindelse være helt naturligt at lade den fortsætte i enden af den tidligere ordning. Så for en sikkerheds skyld vil jeg opfordre alle til at gemme kvitteringerne, siger Preben Bang Henriksen (Venstre).

En opgørelse fra Skatteministeriet viser, at 560.000 danskere gjorde brug af boligjobordningen i 2013. I de nordjyske kommer anvendte 65.195 personer håndværkerfradraget, som ordningen også kendes som.

Venstre skønner, at ordningen sidste år skabte 5000 arbejdspladser og 400 praktikpladser i byggebranchen.


Seneste nyt

fra Nordjylland