Venstre: Reklameafgift koster 120 miljørigtige Aalborg-job
En miljøafgift, som efter planen træder i kraft i sommeren 2015 kan koste op imod 120 arbejdspladser på den nordjyske trykkerivirksomhed Colorprint.
Det kommer til at koste Aalborg 120 miljøvenlige arbejdspladser alene i trykkerivirksomheden Colorprint, hvis regeringen, SF og Enhedslisten som forventet vedtager den såkaldte reklameafgift.
Det advarer den nordjyske Venstre-folketingskandidat Kristian Andersen mod forud for den planlagte vedtagelse af reklameafgiften som en del af finansloven for 2015.
-Reklameafgiften er et vildskud, som rammer tilfældigt, men rammer benhårdt - og dermed kommer til at koste danske arbejdspladser. Som den er skruet sammen, vil trykkeriernes kunder komme til at betale 25 til 50 procent mere for deres varer, hvis de fortsat skal trykke i Danmark. Kort sagt flytter det erhvervsaktivitet - og dermed arbejdspladser - ud af Danmark. Konkret er 120 arbejdspladser på Colorprint i Vadum i spil, siger Kristian Andersen.
- Jeg vil opfordre til, at regeringen trækker sit forslag om reklameafgiften. Den koster Colorprint og mange andre virksomheder i trykkeribranchen dyrt. For Colorprint betyder det, at samtlige 120 arbejdspladser er i fare for at blive skåret væk, når Stibo-koncernen skal indrette sig efter et marked, som bliver meget mindre og dyrere, når priserne stiger med mellem 25 og 50 procent.
Kristian Andersen opfordrer derfor de nordjyske socialdemokrater - Bjarne Laustsen, Rasmus Prehn, Ane Halsboe, Orla Hav og Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S) - til sammen at rejse de store, negative konsekvenser af reklameafgiften over for statsministeren og finansministeren hurtigst muligt, så de nordjyske arbejdspladser ikke forsvinder.
Du kan se mere til reklameafgiften og konsekvenser for Colorprint i vores udsendelse, 19:30.