Vent med ryge-stoppet til efter nytår

Har man besluttet sig for et rygestop til nytår, så vent til efter festlighederne er stilnet af. Så er der større chancer for, at du holder det.

Slankekure, sukkerstop og slut med cigaretter. Der er masser af nytårsforsæt, når champagnerusen har lagt sig, og øverst på listen har mange et rygestop.

Men skal man sige endeligt farvel til smøgerne, så kræver det god planlægning og opbakning.

Faktisk efterspørger hver femte nordjyde mere støtte og opbakning i forbindelse med et rygestop. Det viser en undersøgelse foretaget af Zapera og Johnson og Johnson, der står bag nikotintyggegummiet Nicorette.

Men rådgivning alene er ikke nok. Det kræver en realistisk tilgang til processen at holde et rygestop.

Derfor råder Tonny Krogh, der er Brand Activation Manager hos Johnson og Johnson, til først at tage hul på nytårsforsættet efter nytårsaften.

- Det er en god idé at vente med rygestoppet til efter nytår. Vores undersøgelse viser, at en femtedel af alle eks-rygere falder i ved festlige lejligheder, siger Tonny Krogh.

Og det ville være ærgerligt at falde i - kommer man godt og sikkert gennem første uge af sit rygestop, er der gode chancer for, at man på sigt kan kvitte tobakken helt.


Seneste nyt

fra Nordjylland