Veteraner cykler for at sætte fokus på krigsskader
40 veteraner startede tirsdag i Frederikshavn på det store cykelløb Ride4Rehab. Formålet at øge fokus på de skader, som mange veteraner har efter deres tjeneste i krigszoner.
Carsten Walther har PTSD efter to udstationeringer i Bosnien i 90’erne. Senere kom han også til skade med sit ben. Nu har han meldt sig til et cykelløb.
- Det har jeg gjort for at være en del af det at være veteran og køre for at gøre opmærksom på veteraners status, siger Carsten Walther, der veteran fra Farsø
Ride4Rehab strækker sig gennem hele landet, og arrangørerne håber, at de kan kan hanke op i de lokale veteraner undervejs.
- De får et fællesskab, som de kan vokse i, hvor de kan hjælpe hinanden til at tage de rette beslutninger. Det kan være ved fysisk aktivitet, men det kan også være alle de andre udfordringer man møder i livet, når man er kommet hjem med en psykisk eller fysisk skade, siger projektleder Rune Oland Tanggaard fra DIF's soldaterprojekt.
Cykelløb er en perfekt sport for veteranerne. Man kører sammen i et felt og hjælper hinanden.
- Vi hjælper hinanden derude. Hvis der er en, der har det hårdt, så støtter vi ham. Så er man tilbage til det at være soldat. Alle støtter alle, alle hjælper alle, så vi alle sammen kommer i mål, siger Carsten Walther, veteran fra Farsø
Ride4Rehab slutter på Kastellet i København på flagdagen den 5. september.