Vi elsker elbiler: Her er den mest solgte i Nordjylland
Foto: Pressefoto
Skoda er populær hos nordjyderne - deres elbil Enyaq iV var den, vi købte flest af i 2022.
Region Nordjylland får en 2. plads, når det gælder salget af elbiler i 2022. Vi er især vilde med Skoda, Audi og Cupra.
Lav grøn afgift, færre udgifter til service og en lækker køreoplevelse.
Der er mange gode grunde til at vælge benzinsynderen og dieselhakkeren fra - og i stedet sætte stikket til en elbil. Det har rigtig mange danskere gjort i året, der netop er gået.
I 2022 blev der solgt 11.454 nye biler i Nordjylland. Af dem var 2.447 elbiler. Det er en stigning på 29,3 procent - den næststørste på landsplan.
Den mest solgte elbil i Region Nordjylland sidste år var en Skoda Enyaq iV. Tæller man ikke-elbiler med, købte flest nordjyder en Toyata Yaris.
Det viser en ny opgørelse fra De Danske Bilimportører.
Ford Kuga er også populær
Årets salg af plug-in hybrider i Region Nordjylland er faldet med 43,2 procent, sammenlignet med året forinden. I absolutte tal er der blevet indregistreret 2.113 nye plug-in hybrider, mens antallet var 3.722 i 2021.
Den mest solgte plug-in hybridbil i Region Nordjylland var Ford Kuga. På landsplan indtog Kuga’en også en 1. plads.
Selv om nordjyderne har været glade for elbiler, så har 2022 været et år, hvor det for mange var svært at få ønskebilen hjem i garangen, på grund af leveringsudfordringer.