Bagland i opråb til Mette Frederiksen: - Vi kan ikke mere
- Det skal stoppes nu med den pensionsalderstigning, siger 3F-formand i Aalborg, Benny Vinther Jensen
Vi kan ikke mere. Så kontant lyder det fra flere store fagforeninger. De opfordrer Mette Frederiksen til at tænke sig rigtig godt om.
Glem alt om at hæve pensionsalderen til 70 år. Vi kan og vil ikke mere. Opråbet er tydeligt fra flere store lokalforeninger i Danmarks største fagforbund, 3F, til regeringen.
- Stigningen i pensionsalderen skal stoppes. Vi ser allerede nu, at mange af vores medlemmers kroppe er slidt op. Kroppene ældes og kan ikke mere, siger Benny Vinter, formand for 3Fs afdeling i Aalborg med 15.000 medlemmer.
Han bakkes op af blandt andre 3F Ungdom.
- Jeg er faglært tømrersvend og skal arbejde til, at jeg bliver 74 år, siger formanden for 3F Ungdom, Jakob Dahl, til TV 2.
- Jeg er allerede blevet opereret som følge af mit arbejde og kan se, at min bedstefar, som havde et lignende job, havde været død i flere år, hvis han skulle pensioneres samtidig med mig.
S bør ikke stemme for at hæve pensionsalder
Udmeldingen fra fagforeningerne kommer efter flere ugers debat om pensionsalderen, som statsminister, Mette Frederiksen (S), selv kickstartede i august.
- Vores medlemmer kan ikke holde til at arbejde så længe, så de må lave de regnemaskiner om
Finn Jenne, formand 3F Frederikshavn
Her undsagde hun velfærdsaftalen fra 2006, der hæver danskernes pensionsalder i takt med, at levealderen stiger.
Mette Frederiksen meddelte, at næste afstemning om hævelsen af pensionsalderen i 2025 bliver sidste gang, Socialdemokratiet stemmer for. Her skal pensionsalderen hæves fra 69 til 70 år efter 2040.
Derefter vil partiet "genforhandle" aftalen for at se på, om man skal sænke farten på stigningen i danskernes pensionsalder.
Og partiet hilser alle forslag velkomne, lyder det fra politisk ordfører hos socialdemokraterne, Christian Rabjerg Madsen:
- Jeg har forståelse for, at 3F’ere, som jo repræsenterer de ufaglærte, er meget optagede af pensionsdiskussionen. Det er vi også i Socialdemokratiet. Det er derfor, at vi har sagt, at vi skal have et andet pensionssystem, hvor der er en bedre social balance og en større grad af retfærdighed. Så vi hilser den her debat absolut velkommen, lyder det fra den politiske ordfører, der understreger, at man langt fra har lagt sig fast på en model.
Men bare det at stemme for, at pensionsalderen skal hæves fra 69 til 70 år, er helt forkert, lyder det fra flere grene af det store fagforbund, 3F, som torsdag deltager i Lønmodtagernes Topmøde, hvor statsministeren skal holde tale.
- Vi opfordrer Mette Frederiksen til ikke at stemme for en forhøjelse af pensionsalderen. Mange af vores medlemmer må i dag gå på seniorpension og Arnepension, fordi de ikke kan mere, forklarer Benny Vinter fra Aalborg-afdelingen.
Velfærdsaftalen
Velfærdsaftalen fra 2006 blev indgået af den daværende regering bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Velfærdsaftalen er den politiske aftale, som regulerer en gradvis optrapning af pensionsalderen.
Aftalen går ud på, at Folketinget hvert femte år beslutter, om pensionalderen skal forhøjes, og det skal ske med 15 års varsel. Det vil sige, at når man til næste år skal kigge på pensionsalderen, så gælder det, man beslutter, fra år 2040.
Pensionsalderen kan max stige med ét år per gang.
Folketinget skal altså næste år stemme om, hvorvidt pensionsalderen skal være 70 år fra 2040.
Han bakkes blandt andre op af formanden for 3F Frederikshavn, Finn Jenne, som ser samme billede hos sine medlemmer.
FH går også for vidt
Og det er ikke kun statsministeren, som skal holde fingrene fra pensionsalderen. Fagforeningerne langer også ud efter formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen.
Han går for langt, når han taler om at fortsætte med at hæve pensionsalderen efter 2040, mener fagforeningerne.
Flertal i befolkningen vil stoppe stigningen i pensionsalderen
Fagbevægelsens opråb har et godt stykke hen af vejen også god klangbund i befolkningen.
En ny Megafonmåling, foretaget for TV 2, viser, at 69 procent af danskerne synes, at det er en god idé at lade stigningen i pensionsalderen stoppe.
Dog ikke ved de 69 år, som fagbevægelsen foreslår, men ved 70 år.
Også selv om at det vil kræve offentlige besparelser eller skattestigninger.
Kilde: Megafon for TV 2
Fagbevægelsens Hovedorganisation støtter nemlig Pensionskommissionens forslag om, at for hvert år, der føjes til danskernes gennemsnitlige levealder, skal 80 procent bruges på arbejde og 20 procent på pension.
- Det holder jo ikke, fastholder Benny Vinther fra 3F Aalborg.
- Der er brug for en pause i pensionsstigningerne nu og til at tage andre metoder i brug for at sikre, at lønmodtagerne bliver længere på arbejdsmarkedet.
Det er dyrt at ændre pensionsalderen
Men det er ikke uden problemer at skære i de aktive arbejdsår. Det er nemlig dyrt for samfundsøkonomien.
Pensionskommissionen foreslog i sine anbefalinger, der kom i maj 2022, at nøjes med at bede danskerne om at arbejde 80 procent mere, hver gang levealderen stiger et år – og samtidig var kommissionen villig til at eftergive, at levealderen er steget mere end ventet i de senere år.
Det koster, ifølge kommissionens beregninger, cirka 18 milliarder kroner. Men formanden for Pensionskommissionen, Jørn Neergaard Larsen, har tidligere sagt til TV 2, at den danske økonomi er så robust, at vi har råd til det.
Han advarer derimod i skarpe vendinger mod at stoppe indekseringen af pensionsalderen nu.
- Vi var en enig pensionskommission, der afviste et sådant forslag. Det vil koste i omegnen af 45 milliarder kroner. Og regningen vil komme i en periode, hvor dansk økonomi i forvejen vil vise et underskud på de offentlige finanser, understreger Jørn Neergaard Larsen, som også er tidligere beskæftigelsesminister for Venstre.
Der skal andre midler til
Men det får ikke modstanderne til at slække på kritikken.
- Vores medlemmer kan ikke holde til at arbejde så længe, så de må lave regnemaskiner om, siger formanden for 3F Frederikshavn, Finn Jenne.
Han mener også, at der skal andre midler på bordet, hvis man skal holde de i forvejen nedslidte medlemmer længere tid på arbejdsmarkedet.
Den nuværende model med en præmie på godt 40.000 kroner, hvis man stadig er på arbejdsmarkedet det første år efter, at man er fyldt 68 år, er langt fra nok, lyder det.
- Det skulle der være meget mere af, understreger Benny Vinter fra 3F i Aalborg.