På torsdag er det alvor for AaB, når de spiller kvalifikation til Europa League på udebane mod FC Gori fra Georgien. En kamp, der kan give en milliongevinst for nordjyderne.
- Det bliver ingen walk-over. Men jeg vil da gerne kalde os favoritter. Jeg ved, vi kan slå dem, og det er det, vi arbejder ud fra, siger cheftræner Kent Nielsen.
Og dømt efter resultaterne i de sidste ugers træningskampe, så bliver det med et AaB-hold på jagt efter nøglen til at lave mål.
I den sidste testkamp havde AaB igen problemer med at lave mål. Den tidligere topscorer Jeppe Curth fik chancen fra start. Han kom dog ikke på scoringstavlen.
Kampens eneste mål faldt i de første minutter af anden halvleg. Søren Frederiksen erstattede Anders Due efter første halvleg, og Frederiksen skulle blot bruge kort tid på banen for at score. Målet blev kampens eneste.
- Vi har haft meget fokus på at holde nullet forud for Europa-kampene. Så hvis vi kan, så er ét mål nok, siger Kent Nielsen.