VIDEO: Blokadepåkørsel ender i retten

Nu kommer der alligevel et retsligt efterspil efter ejeren af Farsø Taxi ramte en blokadevagt sidste år med sin taxa. Det sker efter statsadvokaten beordrede sagen genoptaget.

Ejeren af Farsø Taxi, vognmand Søren Nielsen, ender alligevel i retten efter han ramte en blokadevagt den 16. marts 2012, da 3F Midtfjord var troppet op foran hans indkørsel for at foretage en blokade.

I første omgang endte politiets efterforskning med, at der ikke blev rejst tiltale mod vognmanden. Det undrede i den grad gruppeformanden for 3F i Aalborg, Arne Nielsen, som selv deltog i blokaden den 16. marts.

Sidenhen beordrede statsadvokaten sagen genoptaget - især på baggrund af TV2/NORDs billeder fra hændelsen. Nu ender sagen så i retten alligevel. 

- Jeg tror alle, der var til stede der oppe, var 110 procent overbevist om, at det var en forsætlig handling. Og så er der for mig ikke noget undskyldende i det, så mener jeg faktisk, at man skal retsforfølges i et retssamfund, siger Arne Nielsen.

- Konflikten er fuldt ud lovlig, og derfor har vi selvfølgelig også en forventning om, at parterne følger de gældende normer og følger lovgivningen, siger Arne Nielsen.

Se episoden, hvor Søren Nielsen rammer blokadevagten, øverst i denne artikel.


Seneste nyt

fra Nordjylland