VIDEO: Frygter for afgangsklasser

Især de elever, der går i 9. klasse og til sommer skal til afgangsprøve, bliver påvirket af lockouten.

Den varslede lockout går i gang i dag, og mere end 800.000 skoleelever vil ikke kunne modtage undervisning. Og det kan have store konsekvenser for særligt et bestemt klassetrin.

- Det er utroligt beklageligt, at de såkaldte voksne ikke kan komme til enighed i den her konflikt. Det rammer os elever på den måde, at vi ikke får undervisning. Især os 9. klasseelever. Vi får virkelig, virkelig store problemer i forhold til vores afgangsprøver. Vi mangler jo den her repetition, siger Emil Sondaj Hansen, der er formand for danske skoleelever i Nordjylland.

Det er som bekendt uvist, hvor længe lockouten vil vare, men flere eksperter på området spår, at regeringen om omkring 14 dage vil gribe ind i konflikten mellem KL og Danmarks Lærerforening. Men det kan ifølge formanden for skoleeleverne i Nordjylland vare mere end rigeligt.

- Jeg tror generelt, at der vil komme til at mangle noget tryghed for 9. klasserne, for man mangler lidt den her selvtillid. Har jeg nu fået det hele med? Ved jeg nok? Vi ved ikke, hvordan vi kommer til at klare os. Vi mangler noget undervisning, siger Emil Sondaj Hansen.

TV2/NORD følger lockouten blandt andet med ekstraudsendelser i dag kl. 7:30 og 8:30.


Seneste nyt

fra Nordjylland