VIDEO: Her afsiges dommen

Dommeren afsagde kl. 13.00 dommen over de to tidligere bankdirektører Finn Strier Poulsen og Svend Jørgensen. Begge skal i fængsel.

Se og hør dommer Jeanette Thørholm Andersen afsige dommen i videoklippet.

Her er dommen i banksagen fra Himmerland

Sparekassen Himmerland var anklaget for at snyde markedet, da kursen på aktier blev holdt kunstig oppe

3. januar tog Retten i Hjørring fat på straffesagen, hvor Bagmandspolitiet har rejst tiltale om grov kursmanipulation mod Sparekassen Himmerland, to tidligere direktører i sparekassen og Ebh Bank samt mod tre medarbejdere i de to pengeinstitutter.

Her er anklagen og dommen:

1) Sparekassen Himmerland tiltales for at have aftalt med Ebh Bank, at kursen på sparekassens aktier fra august til september 2008 skulle holdes kunstigt oppe på 600. Derfor indlagde banken jævnligt købsordrer og endte med at købe aktier for i alt 8,7 millioner kroner.

Dommen: Ebh Bank købte for cirka fire millioner, og det var egnet til at vildlede markedet.

2) Direktør Svend Jørgensen fra Sparekassen Himmerland og direktør Finn Strier Poulsen fra Ebh Bank tiltales for at have aftalt kursmanipulationen.

Dommen: Begge er skyldige og idømmes ubetinget fængsel i fem måneder.

3) To ansatte i sparekassen på 56 og 33 år tiltales for at have aftalt de praktiske detaljer med ansatte i EBH Bank.

Dommen: Begge er skyldige og idømmes ubetinget fængsel i tre måneder.

4) En 47-årig ansat i EBH Bank tiltales for at have aftalt manipulationen med ansatte i sparekassen.

Dommen: Han er skyldig og får tre måneders ubetinget fængsel.

5) Sparekassen Himmerland tiltales for et mindre forhold om kursmanipulation ved at være ansvarlig for en såkaldt lukke-bamse. Ved at handle med sig selv blev lukkekursen 30. september 2008 forhøjet fra kurs 550 til 555.

Dommen: Sparekassen er skyldig.

6) En ansat i sparekassen skal have stået for den såkaldte lukke-bamse.

Dommen: Han er skyldig.


Seneste nyt

fra Nordjylland