07:55

Foto: Michael Schmidt Thomsen

1 af 2

Video: Talentfulde Bruhn ved, det kræver hårdt arbejde

Det er nærmest blevet en selvfølge, at AaB udklækkker offensive stortalenter. Den næste i rækken kan blive unge Andreas Bruhn, der nu skal efterfølge spillere som Lucas Andersen, Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen.

Der har været Lucas Andersen, der har været Kasper Kusk, og snart er Nicolaj Thomsen formentlig den næste store profil på AaB's kant, der skal skydes afsted til udlandet.

Nu ligger presset så ved fødderne af 20-årige Andreas Bruhn. Han fik i løbet af efteråret flere og flere kampe på AaB's højre kant.

- Jeg tænkte bare, det var mit livs mulighed, så det var bare at smide alle hæmninger og klø på, siger Andreas Bruhn.

Det er nærmest blevet en regel mere end undtagelse, at klubben fra 1885 udklækker offensive stortalenter, så snart spillerne får chancen i Superliga-truppen.

- Der er en tryghed ved, at AaB tør at bruge de unge. Så jeg var også godt klar over, at jeg nok skulle få min chance, hvis jeg var god nok, siger Andreas Bruhn.

Det var en blodrød økonomi, der for fire år siden for alvor satte gang i den store integration af talenter på AaB's førstehold. Men alder og talent alene er ikke parametre, der sætter unge spillere som Andreas Bruhn på holdkortet.

- Man kommer ind i et helt andet miljø. Det er meget hårdere. Træneren siger tingene lige ud, spillerne går mere til en, og man skal vænne sig til, at man ikke er øverst i hierarkiet.

Andreas Bruhn har altid været en af de bedste spillere i AaB's talentfulde årgang 94. Han ved godt, at nøgleordene til succes er ydmyghed og hårdt arbejde - mål, driblinger og gode præstationer igennem ungdomstiden kan man ikke prale med, når man først er en del af AaB's førstehold.

- Der er ikke rigtigt nogen her, der kommer og siger, at de er den bedste. Man er nede på jorden og ved godt, at det er hårdt arbejde. Der er ingen, der er over holdet i AaB, siger Andreas Bruhn.

Lige så stille vil presset vokse på Andreas Bruhn. Jo flere Superliga-kampe, han spiller, jo mere stiger forventningerne og jo mere vokser forhåbningerne fra hele Aalborg til, at han kan bryde igennem.

Og rammerne bliver nok ikke meget bedre end på træningsanlægget på Hornevej. Han har set andre spillere som ham gøre præcist, hvad han drømmer om.

- Hvis jeg bider mig fast og laver en masse mål og assists, så jeg ved også godt, at de vil kigge min vej, slutter han.

På tirsdag kan du se det sjette og afsluttende afsnit i serien "Grønskollinger af Guld".

Se første afsnit af Grønskollinger af Guld

Se andet afsnit af Grønskollinger af Guld

Se tredje afsnit af Grønskollinger af Guld

Se fjerde afsnit af Grønskollinger af Guld

Se sjette afsnit af Grønskollinger af Guld