Videokamera i ambulancer sikrer hurtig behandling

Region Nordjylland har som de første i landet udstyret 10 ambulancer med et kamera, der sender et videosignal til lægerne på Sygehus Nord.

Som de første i landet har Region Nordjylland udstyret 10 ambulancer med et kamera. Det sender et live videosignal til lægerne på Sygehus Nord. Her kan lægerne følge med i, hvad der sker i ambulancen og via video få hjælp til at vurdere patientens tilstand. Det giver hurtigere behandlingstid og sørger for, at patienten bliver kørt til den rette afdeling.

- Vi synes, det givet er et stort løft i de muligheder, vi har for at hjælpe, allerede når patienterne er i ambulancen. Vi kan give en bedre behandling på den her måde, siger overlæge i Børnemodtagelsen Pia Sønderby Christensen.

Førhen kunne lægerne kun give en vurdering ud fra en telefonsamtale med redderne i ambulancen, men med de nye kameraer kan de selv få lov at se patienten før de giver vejledning til behandlingen.

- Det en god sikkerhed og det giver en tryghed både for mig ved at jeg har et godt råd lige i baghånden, og det giver også en tryghed for patienten, siger Ambulancefaglig leder

Karina Jensen

Neurologisk afdeling var de første, der havde kamera i bilen, og nu bruger Børnemodtagelsen det også flittigt. Lægerne på børnemodtagelsen kan på en hvilken som helst computer på afdelingen følge med i behandlingen af et barn i en ambulance.

- Vi kan helt sikkert godt forestille os, at det at kunne se barnet nogle gange kan være med til at træffe en beslutning, som kan redde barnets liv, siger overlæge Pia Sønderby Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland