Vidne i Scandinavian Star-brand: Politiet har fejlciteret mig

Et afgørende vidne i mysteriet om branden på Scandinavian Star beskylder ifølge Politiken norsk politi for at have fejlciteret hans vidneudsagn.

Efter branden på færgen Scandinavian Star natten til den 7. april 1990, hvor 159 personer døde, var det det svenske firma Röda Bolaget med bjergningschef Per-Gunnar Lundin i spidsen, der skulle bjærge bilerne fra skibet.

Efterfølgende blev Per-Gunnar Lundin afhørt af norsk politi, og hans forklaring blev brugt til at afvise påstanden om sabotage mod et hydraulikrør, der skulle have antændt en tredje brand på skibet.

Men nu fortæller Per-Gunnar Lundin i en artikel i Politiken, at han er blevet fejlciteret og misbrugt af norsk politi og kommissionen.

Ifølge kommissionen har Lundin sagt, at ”hydrauliksystemet var tæt, før Röda Bolaget startede sænkningen af hængedækket”.

Det understøtter forklaringen om, at der ikke er sket bevidst sabotage af røret, og at der først er sket skader, efter Röda Bolaget gik i gang med deres arbejde.

Læs også Scandinavian Star-kommission: Der er intet bevis for sabotage

Kommissionen citerer Per-Gunnar Lundin for den 3. marts 2014 at skulle have sagt:

”Der fandtes ikke lækage i hydrauliksystemet under branden. Lækagen opstod efter branden, og det var dem (Röda Bolaget), som forårsagede den, da de forsøgte at køre hængedækket ned.”

Per-Gunnar Lundin afviser overfor Politiken at skulle have sagt sådan.

- Jeg har ikke sagt de ord. Jeg eller nogen andre kan ikke med rimelighed vide, hvornår lækagen opstod. Selv tror jeg, at der var et brud i forvejen, da vi forsøgte at sænke hængedækket, siger han til Politiken.

Han forstår ikke, hvorfor politiet har citeret ham forkert.

- Det overgår min forstand. Om det har noget med prestige at gøre, fordi politiet vil fastholde en bestemt opfattelse, ved jeg ikke. Når dette er fejlciteret, kan man spørge, om andre afhøringer også er fejlciterede. Jeg synes, det er alvorligt, siger han til Politiken.

Politiken har bedt om et interview med Oslo Politi og Frank K. Olsen, der er formand for den norske kommission. Frank K. Olsen er aldrig vendt tilbage, og politiet har ikke kommentarer til Per-Gunnar Lundins beretning.

Læs hele artiklen her.