Vigsø Bagge peger på Vilhelmsen
Pernille Vigsø Bagge støtter Anette Vilhelmsen som ny formand for SF.
Nordjyske Pernille Vigsø Bagge melder nu også ud, hvem hun støtter i formandsopgøret i SF, og hendes stemme går til Anette Vilhemsen.
Afgående gruppeformand i SF, Pernille Vigsø Bagge, støtter Annette Vilhelmsen i formandsopgøret.
- Anette er stærk og klog og dygtig. Jeg tror, at hun er den forandring, der skal til for, at vi igen kan få noget begejstring ind i vores parti, og det tror jeg, at vi har brug for, siger hun.
Sidste frist for tilmelding til formandsvalget er i dag - fredag - klokken 12, og meget tyder på, at det bliver et valg mellem Anette Vilhelmsen og sundhedsminister Astrid Krag. Og Pernille Vigsø Bagge ved godt, hvor hun sætter sit kryds:
- Anette er utrolig arbejdsom og engageret. Jeg tror, at hun er den "gamechanger", som SF har brug for, siger hun.
Også det nordjyske folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen fra SF har meldt ud, at hun støtter Anette Vilhelmsen frem for Astrid Krag.