Vil af med efterladte katte

Flere og flere vælger at aflevere deres katte hos Kattens Værn i Aalborg. Nu forsøger man at få afsat nogle af de mange katte.

Der er fyldt godt op hos Kattens Værn i Aalborg. Og det er ikke kun herreløse katte, der optager pladserne. Der er også flere og flere ejere, som ikke vil have deres katte mere, og som så afleverer dem hos Kattens Værn.

Organisationen i Aalborg modtager hvert år cirka 500 katte. I 2008 var omkring 17 procent af dem katte, som blev afleveret af en ejer. Sidste år var procenttallet steget til 22.

I øjeblikket er der kun tre ledige bure tilbage hos Kattens Værn i Aalborg. Derfor forsøger man at få afsat nogle af de mange katte. 45 katte mangler et hjem. Kattens Værn i Aalborg håber, at folk, der overvejer at få en kat, vil besøge dem her i vinterferien.


Seneste nyt

fra Nordjylland