Vil have afskaffet forældelsesfrist
Foto: Iben Hedemann
Kim mener, at forældelsesfristen skal afskaffes i overgrebssager. Hans egen sag er blevet fro gammel.
Når et offer for seksuelt misbrug fylder 21 år, så begynder tiden at tikke. Venter en forurettet for længe med at melde gerningsmanden til politiet, så bliver sagen forældet.
TV2/Nord fortalte tidligere på ugen om 33-årige Kim, hvis sag imod oldefaren fra Brønderslev blev droppet, fordi den var forældet. Kim mener nu, at den slags forældelsesfrister i misbrugssager skal fjernes.
Ifølge Kim blev han som 11-årig seksuelt misbrugt af "oldefaren", der er hans pap-bedstefar. Først i de senere år er Kim blevet klar til at konfrontere sin overgrebsmand, men sagen er forældet, og derfor kan gerningsmanden aldrig dømmes.
- Der går mange rundt, der er blevet misbrugt, ligesom mig. Som ikke kan få en retssag længere, siger Kim.
Som reglerne er i dag bliver en misbrugssag forældet efter eksempelvis fem, ti eller 15 år afhængigt af overgrebets grovhed. Forældelsesfristen tæller fra den dag, ofret er fyldt 21 år. Derfor kan den krænkede anmelde forbrydelsen indtil man er fyldt 26, 31 eller 36 år.
Kim mener, at den slags forældelsesfrister bør fjernes helt, så flere overgrebsmænd kan blive straffet.
- En retssag ville hjælpe, fordi så fik jeg min sag lukket. Så var han blevet dømt for det, siger Kim.
I København sidder Lisbeth Zornig Andersen, der er debattør og tidligere formand for Børnerådet. Hun mener også, at forældelsesfristen skal væk.
- De unge mennesker, som bliver nødt til at handle inden forældelsesfristen udløber, de er ofte et sted i deres liv, hvor de ikke er klar til at tage et opgør med deres krænker, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun mener, at seksuelle overgreb er så indgribende en forbrydelse, at den burde sidestilles med drabssager, hvor der ikke er nogen udløbsdato for at anmelde og retsligt forfølge en gerningsmand.
- Jeg er ret overbevist om, at der er mange unge mennesker, som simpelthen ikke er klar til at fortælle omverdenen, hvad der skete. Og det betyder så, at nogle krænkere går fri, og nogle børn ikke bliver anerkendt for de krænkelser, de har været udsat for, siger Lisbeth Zornig Andersen.
TV2/Nord sætter fokus på sagen i nyhederne i aften kl. 19.30.