Vil have milliard i statsgaranti

Det er nu så svært at få et realkreditlån flere steder i Vesthimmerland, at borgmester Knud Kristensen forlanger en reaktion fra Folketinget.

Han foreslår kontant, at Staten stiller en milliard kroner i garanti, så realkreditinstitutterne igen tør belåne huse i udkantsbyerne:

- Jeg synes det er svært at se, at mange folketingspolitikere er valgt i små kommuner som Vesthimmerland. Jeg synes de svigter deres bagland, siger Knud Kristensen.

Ejendomsmægler Per Olsen fra Løgstør bakker op om forslaget. Han oplever daglig at der er kunder til husene i landsbyerne - de kan bare ikke låne pengene.

- Vores omsætning er nærmest halveret i de seneste år, og det er ikke fordi folk ikke vil bo i landsbyerne. Selv om husene ofte er endda meget billige vil realkreditforeningerne ikke låne pengene ud, og så er der kun dyre banklån tilbage.

Det kan Tømrermester Ole Christensen fra Vegger skrive under på. Han måtte i banken for at finansiere et byhus til 325.000 kroner, som han havde lovet et ældre ægtepar at købe. Han havde ikke forestillet sig, at kreditforeningen sagde nej.

- Jeg havde på forhånd lejere, der stod og ventede på at komme ind i huset, og har i forvejen flere udlejningsejendomme som er fuldt belagt. Jeg er meget skuffet over at jeg fik afslag, og over at jeg nu må betale den dobbelte rente af mit lån i banken.

Ifølge Knud Kristensen er flere landborgmestre nu så utilfredse med kreditforeningers udlånspolitik, at der er et reelt oprør på vej.

- Der er en stærk folkestemning for at få rettet den her uretfærdige forskelsbehandling op, siger Knud Kristensen.

Han vil i første omgang rejse sagen i den nordjyske afdeling af kommuneforeningen


Seneste nyt

fra Nordjylland