Vil have penthouse-lejlighed revet ned

Aalborg Kommune har fået en ny sag om et byggeri, der er blevet for højt.

Flere beboere i området omkring den gamle cementgrund, DAC, i Nørresundby er forargede. For på Kummerowsvej er et hus blevet forhøjet med to etager uden byggetilladelse.
 

- Vi andre almindelige borgere skal søge om byggetilladelse inden vi går i gang, selv om vi kun skal bygge ud med to kvadratmeter, siger Henrik Nielsen fra den nærliggende Strand Allé.
 

Han og andre naboer har gennem et par måneder fortalt kommune, at byggeriet var i gang, uden kommunen har fortaget sig noget - endsige været ude at kigge på byggeriet. De to ekstra etager er blevet samlet på jorden og blev på en enkelt dag løftet på plads med en stor kran.
 

- Så var Teknisk Forvaltnings undskyldning, at man ikke turde gribe ind, fordi han havde lejet en kran til 60.000 kr. og byggeriet i øvrigt var kommet så langt, fortæller Henrik Nielsen.
 

Nu skal sagen behandles i Teknik- og Miljøudvalget torsdag. Embedsmændene indstiller, at bygherren skal have en dispensation, så byggeriet bliver godkendt som det er. Præcis som det skete med Havnehuset på Aalborgsiden af fjorden. Men mindst et af udvalgets medlemmer mener som naboerne, at de to nye etager skal rives ned.
 

- Der er ikke nogen byggetilladelse. Man bygger bare på forventet efterbevilling. Det har vi oplevet lidt for tit, så jeg synes ikke han skal have dispensation, siger medlem af udvalget for SF, Jane Østergaard.
 

Sagen kompliceres af, at ingen ved, præcist hvor højt huset var inden tilbygningen. Men ifølge kommunens papirer er det blevet mellem 84 centimeter og fire meter højere end før.
 

Bygherren Michael Karstenskov ønsker overhovedet ikke at tale med pressen. Og teknisk rådmand Mariann Nørgaard (Venstre) vil først sige noget efter udvalgsmødet torsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland