Vild rovfugl er flyttet ind hos nordjysk par

De havde altid drømt om en rovfugl, og pludselig dumpede en dværgfalk ned foran dem – bogstaveligt talt.

Thomas Kristiansen og Pernille Frigga var ude at gå en aftentur på Læsø, da noget så specielt som en dværgfalk dumpede ned foran dem.

Det overraskede naturligvis parret, som efter at have kigget nærmere på rovfuglen fortsatte deres tur.

Aftenen efter gik ”hun”, som de kalder falken, stadig rundt, og det undrede parret, som drog den konklusion, at fuglen var ude af stand til at flyve.

En beboer på Læsø har sidenhen fortalt parret, hvordan den vilde fugl fløj ind i ruden hos vedkommende. 

Spørgsmålet var nu, hvordan de skulle gribe fuglen an. Den er udstyret med skarpe klør og et næb, der ifølge Pernille Frigga ”så let som ingenting kan trænge igennem vores hud”.

Parret brugte handsker, da de tog falken op første gang.
Parret brugte handsker, da de tog falken op første gang.
Foto: Pernille Frigga

Thomas Kristiansen arbejder som smed, og derfor fik de den ide, at iføre sig smedehandsker – og på den måde tage rovfuglen op uden at risikere at blive bidt eller kradset. Den blev indkvarteret i en papkasse i parrets hjem.

Herefter meldte spørgsmålet sig, hvad en dværgfalk egentlig spiser.

- Vi forsøgte at give den nogle kyllingepølser, men det kastede den op, fortæller Pernille Frigga.

Kyllingepølserne var ikke en succes, så parret forsøgte med fars istedet. Med en pincet blev falken fodret, og pludselig hoppede den op på hånden af Thomas Kristiansen – og videre op ad armen.

Skaber begejstring på sociale medier

Pernille Frigga havde egentlig fødseldag dagen efter, at den nye beboer var flyttet ind, men alle planer blev sat på pause.

Og så gik det stærkt.

Mandag aften flyttede dværgfalken ind. Tirsdag eftermiddag var den så godt som en del af familien. Den begyndte at putte sig ind til halsen på Thomas og Pernille, og den sidder på skulderen, når de bevæger sig rundt i deres hus.

Det var efter en snak med et ørnereservat, at parret kunne fastslå, at der er tale om en dværfgfalk.

ROVFUGLE I FANGENSKAB

Du skal ifølge fugleholdsbekendtgørelsen søge om tilladelse eller dispensation, hvis du vil holde rovfugle eller ugler i fangenskab. 

Du skal i visse tilfælde anmelde dit fuglehold, hvis du holder fugle - andre end rovfugle og ugler - af de arter, der er naturligt forekommende i den danske natur.

Kilde: Miljøministeriet

Falken kan flyve en smule, men er ikke klar til at blive sat fri endnu.

På Facebook deler Pernille Frigga billeder af husets nye beboer, og det skaber begejstring blandt hendes følgere.

Ord som ”fantastisk”, ”smukt” og ”fortryllende” går igen i kommentarsporet. 

Indtil den vilde rovfugl er klar til at blive sat fri, er den en fast bestanddel af Thomas og Pernilles hverdag - ligesom den skaber glæde på de sociale medier. 


Seneste nyt

fra Nordjylland