01:00

Vild varme i vente: 17 grader i Nordjylland på fredag

En varmefront giver os regnvejr torsdag, men belønner os fredag med temperaturer på op til 17 grader.

Er du vild med forår med sol og varme, har vi gode nyheder til dig. Vejrudsigten forudsiger nemlig at temperaturen på fredag kan snige sig helt op på 17 flotte varmegrader, og som om det ikke var nok, fortsætter det lørdag med 15 grader.

Inden vi kommer dertil er det dog både onsdag og torsdag, og her bliver vejret ikke helt så flot, men stadig ganske forårsagtigt. Onsdag begynder med temperaturer på mellem fire og syv grader og periodevis regn. Solen ankommer dog i læbet af eftermiddagen, og med sig tager den temperaturer på op til ni grader.

Vind bliver der stort set ikke noget af, så hvis man finder en plet i solen, vil det være ganske behageligt at opholde sig der.

Torsdag bliver en dag med en del regn, men temperaturerne er pæne, og der er faktisk chance for tørvejr ud på eftermiddagen. Efter regn kommer som bekendt sol, og det er faktisk den varmefront, der fredag giver os temperaturer på op til 17 grader, der er skyld i regnvejret torsdag.