Ville fejre Tyskland

Vi vidste ikke, vi ikke måtte. Sådan lyder det fra Lars Grosse, der er den tyske turist, der forleden fik uventet besøg af politiet.

Lars Grosse er på ferie i sommerhus i Trend, og her opholdt han sig også søndag, da Tyskland bankede Danmark ud af EM i fodbold.

Sejren og det faktum, at Tyskland gik videre fik Lars Grosse og sommerhus-vennerne til at hive det tyske flag frem og hejse det i flagstangen.

Men det må man ifølge dansk flagregulativ ikke.

- Det vidste vi ikke, vi ville jo bare fejre, det gik så godt. Så jeg må sige, at vi fik noget af et chok, da politiet pludselig dukkede op, fortæller Lars Grosse til TV2/Nord.

Det var en forbipasserende, der gjorde Nordjyllands Politi opmærksom på det ulovlige "flageri" i sommerhusområdet.

- Det er heldigvis ikke det vi bruger mest tid på, men reglerne siger altså at man ikke må flage med det tyske flag uden at få en tilladelse fra politiet, siger Per Vagn Nielsen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

De danske flagregler er ifølge Nordjyllands Politi fra 1957. De nordiske flag, EU og FN flaget må man altid hænge op i en flagstang i Danmark. Andre nationale flag, herunder det tyske, skal man søge hos politiet for at få lov til at hejse. Har man to flagstænger og vil flage med f.eks et tysk flag, så skal der altid være et dansk flag i den anden stang, og det danske flag skal være mindst lige så stort som det tyske.


Seneste nyt

fra Nordjylland