Vind skaber nordjyske job
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST
Der er gang i vindmøllerne, og det skaber job i Nordjylland.
Nordjylland er det sted i landet, der sidste år oplevede den største jobvækst i vindmølleindustrien, viser en ny branchestatistik.
Der skulle have været sol og sommer lige nu, men for tiden sætter blæsten en kæp i hjulet på adskillige grillaftener på de nordjyske terrasser.
Men al den blæst er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Det har eksempelvis betydet en ganske pæn jobvækst i det nordjyske. Det viser en ny branchestatistik for 2016, som brancheforeningen Vindmølleindustrien netop har offentliggjort.
Generelt set er væksten i antallet af job i vindmølleindustrien steget med 5,8 procent på landsplan fra 2015 til 2016. Men ser man på Nordjylland har væksten været betydeligt større, og er helt oppe på 13,9 procent.
Det betyder, at der nu er 3981 beskæftigede i vindindustien i Region Nordjylland. Det er stadig noget mindre end i Syddanmark og Midtjylland, som har henholdsvis 8081 og 12674 ansatte i samme industri, men ikke desto mindre betyder det, at de ansatte i vindindustrien i Nortdjylland nu svarer til tre procent af alle privatansatte i hele regionen, og det er landets næsthøjeste andel, næstefter Midtjylland med fire procent.
Ser man på kommunerne, er det Aalborg, der er med til at trække det nordjyske læs. Her er 2497 personer ansat i vindmølleindustrien, og det placerer Aalborg på en andenplads, kun slået af Ikast-Brande Kommune, hvor 4055 arbejder med vindenergi.
De pæne jobtal er et resultat af en generel vækst i branchen, hvor der i 2016 blev eksporteret for 55,6 milliarder kroner - det svarer til en stigning på 16 procent i forholod til året før. Omsætningen steg samtidig med 9 milliarder kroner.
- De flotte tal for 2016 understreger, at vindmølleindustrien er en vigtig vækstmotor for Danmark, og at udlandet i den grad efterspørger de produkter og løsninger, som branchen er verdenskendte for at levere. Vindmølleindustriens mange virksomheder kan i den grad mærke stigende global konkurrence, og derfor er jeg glad for at se, at vi er tilbage med en tiltagende eksport i 2016 efter et skuffende 2015, og at vi nu næsten er tilbage på niveau med rekordårene fra 2008-2009, siger administrerende direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg.
2015 bød på et markant fald i eksporten, og derfor stiger eksporten ekstraordinært i 2016. Svaret i væksten skal blandt andet findes i tiltagende eksport til Holland og Storbritannien, der er henholdsvis tredoblet og fordoblet fra 2015 til 2016.
Vindmøllebranchen udgør 4,1 procent af den totale danske eksport, mens knap 7 procent af den samlede vareeksport fra Danmark er vindmøllerelaterede produkter. Dette resultat placerer igen i 2016 Danmark på en førsteplads, da Danmark, ifølge
branchestatistikken, er det EU-15 land, hvor den største andel af den samlede eksport kommer fra vindmøllerelaterede produkter.