Vinden tager atter til – derfor blæser det så meget
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er særligt i Hanstholm, at blæsten for alvor har taget til fredag morgen.
Der er risiko for vindstød af stormstyrke fredag eftermiddag i Nordjylland.
Selvom blæsevejr normalt ikke er noget, der går nordjyder særlig meget på, så har det blæst lidt mere end normalt i det nordjyske i den her uge.
Både mandag og onsdag blev der målt vindstød af stormstyrke i Nordjylland og igen i dag, fredag, er der risiko for, at blæsten for alvor tager til og giver vindstød af stormstyrke nok en gang.
- Det blæsende vejr vi har oplevet i løbet af ugen skyldes, at flere lavtryk har passeret landet med nedbør og blæst. Lavtryk giver ofte blæsende vejr, da de typisk er forbundet med store trykforskelle, forklarer Jonas Damsbo, der er meteorolog ved TV2 Vejret.
25,2 meter i sekundet
Fredag morgen blev de første vindstød af stormstyrke målt i det nordjyske, da der i Hanstholm omkring klokken ni blev målt vindstød på 25,2 meter i sekundet.
- I både Nordjylland og andre dele af landet er der blevet registreret vindstød af stormstyrke i ugens løb. Et enkelt sted i landet er der endda blevet målt fuld storm i middelvinden, hvilket skete onsdag i Thorsminde, siger Jonas Damsbo.
Selvom fredagen er begyndt med regn og blæst, så har det været en mild februar morgen, hvor temperaturen har været helt oppe omkring seks til syv grader, og i løbet af fredag formiddag vil de store regnskyl også begynde at aftage, men blæsevejret fortsætter i løbet af eftermiddagen, hvor man også vil kunne opleve kraftige vindstød.
Hold på hat og spillekort
I weekenden skal man heller ikke have alt for store forventninger til at kunne gennemføre et spil kort udendørs - i hvert fald ikke, hvis man vil have alle kort i behold til sidst - for vinden har ikke tænkt sig at aftage foreløbigt.
- Et nyt lavtryk skal forbi landet søndag med mere nedbør og blæst, inden vejret bliver mere roligt i næste uge, siger Jonas Damsbo.