Vindmøllefirma vil købe accept: - Mafiametoder, siger borger
Nordjyder føler sig snigløbet af vindmøllefirma
En gruppe borgere mellem Sønder Rubjerg og Vejby er i oprør, fordi et vindmøllefirma vil købe dem til at acceptere fire kæmpevindmøller ved siden af deres boliger.
Omkring 10 grundejere i det berørte område har hver især fået tilbudt fem procent af ejendomsværdien- og så 100.000 kroner oveni. Men de fleste af dem vil ikke have 150 meter høje vindmøller i deres baghave - og de vil slet ikke finde sig i, at et vindmøllefirma kører rundt i området med en pose penge.
- Det er Mafia-agtigt at tilbyde os penge for at holde mund og afskrive os retten til at klage eller få erstatning, siger Lars Sørensen.
- Vores huse bliver jo nærmest usælgelige, så det kan ikke svare sig at tage imod deres penge, siger en anden grundejer i området, Bjarne Vestergaard.
Vindmøllefirmaet Wind Estate kæmper fra dør til dør for at lukke handlerne med husejerne. De var også i området, da TV2/Nord var på optagelse, men de ønskede ikke at udtale sig om sagen.
Wind Estate har efterfølgende sendt en skriftlig redegørelse. Den kan du læse ved at klikke nedenfor
Se meget mere om sagen i Nordjylland LIVE i aften klokken 19.30, og fortæl os på Facebook, om du ville sige ja til Wind Estate, hvis de bankede på din dør.