Virksomhed har snøren ude efter folkeskolepiger: Marie overvejer at blive ingeniør
Der er for få kvinder i de naturvidenskabelige og teknologiske fag. Det vil virksomheden Mekoprint lave om på, som derfor har inviteret folkeskolepiger på besøg.
- Jeg vil gerne udvikle noget og hjælpe folk i fremtiden.
Sådan lyder det fra niendeklasseselev Marie Høyer Christensen fra Sofiedalskolen, der går med overvejelser om at blive ingeniør.
Det er piger som hende, virksomheden Mekoprint i Støvring forsøger at nå ind til og plante et frø af interesse for de naturvidenskabelige og teknologiske brancher.
Onsdag havde de knap 30 piger fra to folkeskoler på besøg for at finde ud af, om en karriere i en teknologisk virksomhed er noget for dem.
Der mangler nemlig personale, og især kvinder er der for få af.
- Jeg tror i høj grad, man vælger ud fra interesse, men også ud fra indsigt. Det er vores opgave at vise de her piger, hvad det er for nogle opgaver og jobs, man kan få i en virksomhed som vores, siger Marianne Reenberg, HR-direktør ved Mekoprint.
Få kvinder i branchen
Mekoprint er en højteknologisk virksomhed, der blandt andet laver trykte sensorer, kabinetter, metalløsninger og kabler, der forbinder elektronikken. Mekoprints største kunder er Bosch-Siemens, Danfoss og Grundfos.
- De fleste ved jo, hvad en sygeplejerske og en folkeskolelærer laver, men det er lidt sværere at danne sig indtryk over, hvad man laver indenfor vores vægge, fortæller Marianne Reenberg.
Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at kvinder i 2021 udgjorde 34 procent af de optagne på uddannelser indenfor naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik. Det er en fremgang på tre procentpoint i forhold til 2016.
Også andre steder i Nordjylland bliver der onsdag sat fokus på kvinders rolle i naturvidenskab. Blandt andre åbner Aalborg Universitet dørene for 390 kvindelige gymnasieelever til 'Girls’ Day in Science'.
Det er en kampagnedag, hvor kvindelige rollemodeller holder oplæg, workshops og fortæller om studielivet på Aalborg Universitets STEM-uddannelser.