Vognmand efterlyser mere sikkerhed i studentervogne - Enhedslisten foreslår komplet forbud

Seks nordjyske studenter fik knubs mens en sjællandsk student er svært kvæstet efter ulykker i studentervogne. En nordjysk vognmand foreslår at man øger sikkerheden.

Lørdag aften kom seks nyslåede HF-studenter fra Nørresundby lettere tilskade i forbindelse med deres studenterkørsel. Efter en hassarderet overhaling lavet af en personbil måtte lastbilen med HF-klassen på ladet lave en hård opbremsning for at undgå at køre sammen med bilen.

Det betød, at stdenterne blev kastet rundt på ladet. Seks måtte med ambulance køres til Aalborg Universitetshospital.

- Det var meget voldsomt. Det gav et ordentligt ryk og folk faldt oveni hinanden og på sæderne. Der var alkohol og vand ud over det hele, fortæller Celina Vestergaard Mouritsen, der selv var med lastbilen.

Hendes klassekammerat Mia Broberg sad i lastbilens førerhus, da ulykken skete. Hendes forældre var næste stop på studenterkørslen hvor hun selv og hendes klasse naturligvis drak sig berusede. Mia Brobergs forældre fik dog aldrig besøg af deres datter. Hun blev istedet sendt med ambulancen til sygehuset.

- Nogle slog hovederne sammen og andre slog hovedet ned i sæderne. Jeg var meget chokeret - specielt, da jeg lå i ambulancen, fortæller hun.

Enhedslisten vil forbyde studenter på åbne lastbiler

Ulykken med Nørresundby-studenterne var ikke den eneste lørdag. En 19-årig mand fra Næstved faldt  af sin studenterlastbil og blev fløjet til Rigshospitalet med svære kvæstelser.

Ovenpå de to ulykker har folketingsmedlem fra Enhedslisten Henning Hyllested foreslået helt at forbyde kørsel med studenter på lastbiler med åbne lad.

- De er unge, de er glade, de har lige fået deres eksamen og de er mere eller mindre skidefulde, siger Henning Hyllested.

- Det er altså en dårlig cocktail at stå på et åbent lad på en lastbil der kører 50.60 kilometer i timen, lyder det fra folketingsmedlemmet.

Studenter oplever ingen problemer

Søndag var der igen masser af lastbiler med glade studenter på de nordjyske veje, og dem TV2 Nord mødte - en 3.g-klasse fra Aalborg Handelsgymnasium - oplevede ingen problemer med sikkerheden:

- Vi har fået en del indenbords, og der har ikke været nogle problemer overhovedet. Folk kan sagtens finde ud af at stå på gulvet, fordi de godt ved, det er farligt, hvis de står på øverste bænk, fortæller Emilie Stenkær, der er med på lastbilen.

- Det handler også om at folk der sidder i studentervognene skal passe på sig selv. Man skal ikke drikke sig så fuld, at man ikke kan kontrollere sig selv.

Vognmand foreslår øget sikkerhed

Vognmand Bjarne Madsen har ikke noget med ulykken fra lørdag at gøre, og det er heller ikke ham, der kører med Emilie Stenkær og klassekammeraterne, men han kører med masser af studenter. Han er klar til at højne sikkerheden, men er klart imod et forbud, som han synes er en overreaktion.

- Mange af de her biler bliver i dag konstrueret med henblik på at holde en rigtig god fest, og ikke så meget med tanke på at der står 25 mennesker heroppe.

Han mener, der bør være lovkrav om håndtag, studenterne kan holde fast i ligesom gelænderne bør være lavet, så man ikke kan falde ud.

- Her kan jeg ikke falde ud over, forklarer Bjarne Madsen mens han står på ladets gulv

- Men hvis jeg gør sådan her, siger vognmanden og stiller sig op på sæderne og læner sig ud over siden på lastbilen: - Det er noget skidt.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland