Vrede lærere gik på gaden
Lærerne i Aalborg Kommune demonstrerede mandag morgen mod regeringens udspil om heldagsskoler.
Lærerne var stået ekstra tidligt op for at dele flyers ud foran kommunens skoler. Regeringen vil lave alle folkeskoler til heldagsskoler. Det betyder, at eleverne skal have flere undervisningstimer end i dag, og at lærerne får mere undervisningstid. Det mener de, går ud over deres forberedelse til timerne. Lærerne brugte derfor morgenen på at fortælle forældrene om konsekvenserne ved en heldagsskole.
Helt konkret lyder forslaget, at elever fra børnehaveklassen til 3. klasse skal have en 30 timers skoleuge. Elever fra 4. -6. klasse skal have en 35 timers skoleuge og elever i 7.-9.klasse skal gå i skole 37 timer om ugen.
De 40 lærere på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby var også gået på gaden mandag morgen for at tale med elevernes forældre:
- Vi fortæller forældrene, hvad det er for en retning, vi er på vej i med folkeskolen. Finansieringen til en heldagsskole går fra lærernes forberedelsestid. Der bliver ikke tilført noget ekstra økonomisk til folkeskolen, og det betyder jo så en forringelse af kvaliteten, siger Helle Raaen, lærer på skolen.