Vuggestuer i stedet for dagpleje

 Vuggestuer i stedet for dagpleje

Manglen på dagplejere har spredt sig fra de store byer til de mindre. Derfor bliver der nu oprettet vuggestuer flere steder.

Fra 1. august kommer der også blebørn i Troldehøj i Skørping. For så skal børnehaven også huse de mindste børn fra 0 til tre år.

- Det ene er, at der er øget tilflytning til området, det andet er, at det er svært at skaffe dagplejere i det her område, siger Bent Juul Jensen (Venstre), formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Rebild Kommune.

Kommunen har annonceret efter flere dagplejere - ikke en eneste meldte sig.

- Og det bliver nok ikke bedre i fremtiden, siger Bent Juul Jensen.

Børnehaven Troldehøj skal i første omgang huse 12 vuggestuebørn.

- Og vi glæder os til den nye udfordring, siger lederen af Troldehøj, Hanne Ulrichsen.

Også i Hobro oprettes der efter sommerferien en vuggestuegruppe, der kan tage noget af presset på dagplejen.

Rebild Kommune overvejer også, om der er råd til at give dagplejerne højere løn og bedre forhold for at rekrutere flere.

- Vi er jo i en konkurrencesituation, hvor folk vælger det job, der giver den bedste løn, erkender Bent Juul Jensen.

11 af de 12 vuggestuepladser i Skørping er allerede besat.


Seneste nyt

fra Nordjylland