Webshop kan redde nordjyske butikker
Nordjyske butikker har det svært i konkurrencen med netbutikker
Butiksdøden hærger. Engang var det en dårlig beliggenhed, der kunne få skylden. Så var finanskrisen skurken. Nu bliver internettet beskyldt for at stjæle kunderne.
Hans Ole Kalhøj i Sæby indså for halvandet år siden, at han blev nødt til at have en webshop i sin butik, hvis han ville blive ved med at drive forretning.
-Den er pinedød nødvendig. Kunderne er nødt til at vide, hvad man har på hylderne, om man er med prismæssigt og om man er up to date. Og det gælder alle forretninger, for her er tale om en ændring i forbrugsmønstret. Det er ikke et udkantsproblem, siger tøjmanden i Sæby.
Arbejdet med både at have internetshop og fysisk butik var meget større og dyrere, end tøjmanden havde forestillet sig. Han måtte direkte ansætte en ekstra medarbejder til at tage sig af online-delen.
-Det har været en kamp, men det har virket, for nu får vi rigtig meget handel via webben, siger Hans Ole Kalhøj.
I Aarhus har cityforeningen vakt opsigt ved direkte at gå ud og hjælpe de mindre butikker med at få etableret onlinehandel i en billig fællesløsning.
-Vi vil hilse det velkomment, hvis vi kunne gøre det samme i Aalborg eller i hele Nordjylland for den sags skyld - for det går desværre kun den forkerte vej. Flere og flere butikker lukker, siger Anita Møller, sekretariatschef i Erhverv Norddanmark.