White Hawks får ny målmand
Foto: Jesper Christiansen (Arkiv)
White Hawks har skrevet kontrakt med den 19-årige George Sørensen. Han skifter fra Herning Blue Fox og er et af dansk ishockeys største talenter.
Joe Fallon afløses af George Sørensen i målet hos White Hawks i den kommende sæson. Den 19-årige målmand er en af de største talenter i dansk ishockey, og han ser frem til at spille i White Hawks:
- Jeg er overbevist om, at White Hawks er den rette klub for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har kun hørt godt om holdet, byen og tilhængerne. Jeg glæder mig meget til at fortsætte karrieren i Vendsyssel, siger George Sørensen i en pressemeddelse.
Cheftræner for White Hawks, Peter Johansson, har store forventninger til den nye målmand.
- Før vi gik på jagt efter en ny målmand, opstillede vi en række kriterier. Et af dem var, at vi gerne ville have en dansk målmand denne gang. Det oplagte valg var George. Hans sportslige evner og hans menneskelige egenskaber er netop de kvaliteter, som vi er på udkig efter. Han er god nu, og vi tror på, at han bliver endnu stærkere hos os, siger Peter Johansson i pressemeddelsen.