Wonder udsolgt på 20 minutter

Interessen for at opleve ikonet Stevie Wonder live er stor. Billetterne til hans første koncert i Danmark siden 1989 blev revet væk på under 20 minutter.

Billetterne til koncerten i Aalborgs Gigantium 17. september med Stevie Wonder blev flået væk på under 20 minutter mandag.

Presset på Billetnets bestillingssystem var meget stort, og der var til tider vanskeligt at komme igennem. Men for knap 9.000 kommende publikummer lykkedes det, oplyser Aalborg Kongres & Kultur Center.

Koncerten bliver Stevie Wonders første i Danmark siden 1989. Det er desuden første gang i over ti år, at en af popmusikkens helt store stilskabere tager på Europa-turné. Det er samtidig den dyreste solist, som Aalborg Kongres & Kultur Center nogensinde har bundet an med.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland