Wroom: Nysumbanen var åben for alle
Nordjyder kunne lørdag teste deres indre racerkører af på Nysumbanen.
Mennesker med benzin i blodet havde lørdag mulighed for at brænde noget af det af. På Nysumbanen var der lørdag køreture både med og uden co-driver.
Motorsport Nordjylland (MNJ), gav lørdag interesserede nordjyder muligheden for at teste talentet af i en folkeracer.
Man kunne få en gratis prøvetur i passagersædet hos en prøvet chauffør og så kunne man selv få lov at styre, mod et lille beløb.
- Vi gør det for at få nogle flere medlemmer til klubben. Så de kan prøve at se, hvad er det at køre folkerace, lyder det fra Mikael Jakobsen, der hjælper folk ind i bilerne.
En af dem der bare skulle prøve selv, var Erik Lyager der var kommet fra Mors, for at være med.
- Fordi jeg tror det kunne være sjov, og så fordi det ikke er min egen bil. Så sker der ikke noget ved at der kommer en bette bule i den, lyder det fra ham, da han sætter sig ind en bil, der er godt brugt i forvejen.
Og Erik Lyager var der også begejstret, efter sin racertur.
- Altså jeg synes simpelthen det var så skæg, så skæg. Hvis ikke jeg var så gammel, så kunne det godt være, jeg skulle have en licens og så selv ud og køre, lyder det lige efter turen.