Würtz og Thomsen droppet til A-landsholdet

Morten Olsen har tirsdag klokken 13 udtaget landsholdstruppen til to testkampe. Der blev desværre ikke plads til nordjyske spillere.

Da Morten Olsen i november udtog det seneste landshold var både Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen og den tidligere AaB'er Lucas Andersen at finde på holdet.

Sådan ser det desværre ikke ud i dag, hvor Morten Olsen - samtidig med at han offentliggjorde, hvornår han stopper som landstræner - udtog truppen til de to testkampe mod henholdsvis USA og Frankrig.

Ingen hverken nuværende eller tidligere AaB'ere klarede cuttet, men både Lucas Andersen og Nicolaj Thomsen får alligevel lov at spille i nationaldragten.

De to er - sammen med den tidligere Hobro IK-spiller Emil Berggreen - en del af Jess Thorups U21-trup, der er udset til at spille EM-slutrunde og som i foråret skal spille to testkampe som opvarmning til slutrunden.

Samtidig udtog U21-landstræneren 18 spillere til det han kaldte det nye U21-landshold, og her blev der plads til tre af de AaB-spillere som for alvor har fået deres gennembrud på klubbens Superliga-hold i denne sæson. Der er tale om Jakob Blåbjerg, Andreas Bruhn og Frederik Børsting.


Seneste nyt

fra Nordjylland