En rejse i sin excentriske oldefars fodspor


Tor Kjarval Løkken voksede op i Danmark og skænkede ikke sin oldefar, Islands berømte maler Johannes Kjarval, mange tanker. Da hans mor døde, besluttede han sig for at finde ud af, hvem han var.

Denne webdok opleves bedst på tablet eller telefon. 

Tor Kjarval Løkken har det islandske mellemnavn Kjarval efter sin berømte oldefar, Johannes Kjarval. 

Historien om kunstmaleren er en fantastisk historie, der har en tragisk slutning. Selvom det var i 1972 at maleren døde, kender langt de fleste islændinge ham stadig. 

- Der var en kunstsamler, jeg snakkede med, som sagde, at Kjarval er ligesom Coca Cola på Island. Han er så kendt, fortæller Tor. 

Tor var kun tre år gammel, da hans oldefar døde. Og indtil for et par år siden havde han ikke skænket oldefaren mange tanker.

- Jeg opdagede, at jeg manglede noget om den islandske baggrund i min egen historie. Mine rødder i Island havde jeg aldrig rigtig fået fat i. Jeg er født i Island, har boet der indtil jeg var seks år, men har ikke haft et forhold til Island siden. 

Kunsten står side om side i Tors bog


Tilbage i 2014 fik Tor idéen til, at han ville lave et fotoprojekt, der tog udgangspunkt i oldefarens kunst, som var malerier af den særlige islandske natur. Men det var først sidste år, da Tors mor døde, at han tog den endelige beslutning. 

- Det var det, der gav mig sparket til, at nu ville jeg gøre det, fortæller Tor.

I flere uger gik Tor i sin oldefars fodspor og ud i den barske og betagende islandske natur.

- Her er den så. Bogen. Jeg har kaldt den KjarvalOnKjarval, for det er mit syn på ham og på naturen og på island, siger han og bladrer i bogen, hvor en blanding af hans egen fotokunst og oldefarens malerier står side om side. 

På rejsen rundt på sin fødeø opsøgte Tor mennesker, der kunne fortælle ham om sin/hans berømte oldefar. 

- Han var naturen! Når jeg tænker tilbage og hører hans stemme er det naturen. Det var bare naturen, siger Kolbrun Kjarval, der er Tors moster.

- Dem jeg snakkede med deroppe, de siger, at han har fået islændinge dengang til at se deres natur som noget smukt. For lavaen og den golde og ugæstfri natur har han fået dem til at se som noget smukt, uddyber Tor.

Forsvinder ind i naturen


Når de kendte malerier af Johannes Kjarval skulle males, blev han kørt ud et sted i den islandske natur med telt og et staffeli, og så malede han, til han var færdig. 

Og Tor kan godt genkende det med at forsvinde ind i naturen for en stund. 

- Naturen kan det, at man kan forsvinde ind i den. Bare 200 meter fra mit sommerhus kan jeg gå herud og forsvinde i naturen og i mig selv. Det oplever jeg som sådan en vægtløshed. En tidløs vægtløshed. Jeg tror, det er det er det tætteste på lykke, som jeg kan beskrive det i hvert fald. Man glemmer alt andet. Man glemmer hverdagen, man glemmer indkøbene og regningerne. Man svæver, forklarer Tor. 

Han tror, at det netop er sådan, at hans oldefar forsvandt ind i naturen, når han skulle lave sin kunst. 

- Han var excentriker og kendt for at sige mærkelig ting og gå i sin egen verden, fortæller Tor. 

Oldefaren trykt på pengesedler


I sit sommerhus har Tor ikke bare sin bog KjarvalOnKjarval. Frem hiver han også en stor brochure fra dengang Island i 1994 fik nye 2.000 krónur sedler. 

- Det var så med min oldefar på. Så er man vidst rimelig kendt, siger Tor. 

De Island fik nye pengesedler, var der oldefaderen, Johannes Kjarval, der kom på 2.000 krone sedlen.
De Island fik nye pengesedler, var der oldefaderen, Johannes Kjarval, der kom på 2.000 krone sedlen.
Foto: Foto: Tor Løkken

Hos sig har Tor også en stor tyk bog. Den handler alene om Johannes Kjarval og hans kunst. 

Men hverken pengesedler eller en bog er nok til at fortælle om kunstneres liv. Faktisk er der i Reykjavik også et museum dedikeret til hans kunst. Kjarvalsstadir, hedder det. På dansk betyder det "Kjarvals sted". 

En bitter afslutning for familien


Da Tor rejste rundt på Island besøgte han Kjarvalsstadir, hvor utallige af oldefarens malerier bliver opbevaret. Det var som en påmindelse for Tor om den bitre afslutning på historien om familiens store kunstner.

For Johannes Kjarval var på sine gamle dage begyndt at vise tegn på demens. Og da han var indlagt på sygehuset, tømte folk fra byen hans atelier for mere end 500 værker og andre ejendele. Hans to børn vidste intet om det, og den dag i dag betragter familien det stadig som tyveri af deres arv for millioner af kroner. 

 - Som en indirekte følge af det flyttede min morfar, mormor og vi til Danmark, fordi familien følte sig snydt og bedraget af byen og landet.

Der var intet på skrift til at berettige borgerne til at tage værkerne, men i en retssag, som familien tabte, lyttede dommeren til to vidner fra byen, der sagde, at Johannes Kjarval fra sin sygeseng donerede sine værker til byen.

- Jeg har jo ikke vidst noget om den sag som barn. Det har ikke været vigtigt. Det er først i mit voksne liv, jeg er blevet opmærksom på det, siger Tor.

Fokuserer på det fantastiske - ikke det tragiske


Selvom historien om Johannes Kjarval har mange facetter, vælger Tor Kjarval Løkken at fokusere på det gode. Efter sin rejse til Island, er han i hvert fald kommet bedre i kontakt med sine rødder. 

- Jeg har lært min oldefar at kende. Tror jeg. Eller jeg har i hvert fald opdaget, hvordan han har haft det ude i naturen, siger han. 

Og så er Tor blevet smaskforelsket i sin fødeø. 

- Jeg er blevet helt vild med Island. I Danmark kan der også være vildt – det er næsten islandsk med mos og den golde natur. 


Se hele programmet om Tor Kjarval Løkkens fotoprojekt HER. Husk at du altid kan se vores programmer på tv2nord.dk/tv.